Oktober Nyt

Højsæsonen har for alvor ramt Sommerfuglen, og det myldrer ind med både kunder og nyheder. Med dette Nyhedsbrev får du blandt andet nyt fra to gamle kendinge - Hanne Falkenberg og Kaffe Fassett. Og så er der kommet gang i designet af tasker specielt beregnet for strík og strikkere.

Nåede du ikke at få tilmeldt dig et af vore populære kurser, kan du stadig nå det - der er stadig plads på enkelte af holdene. Se kursusplanen.


Solo - design Hanne Falkenberg

PING PONG GÅR SOLO

Solo er ikke et nyt design, men en forenklet udgave af Ping Pong – bare uden bobler.

Og det er godt tænkt. Det bliver nemlig lige til den jakke, man tager på, når der ikke er noget andet, der dur.

Klassisk, velsiddende, gennemforarbejdet – kort sagt: Hanne Falkenberg.

Strik - Naturligvis

STRIK – NATURLIGVIS!

Hvad skulle en strikkebog ellers hedde?

Annette Danielsens nye bog er en skøn blanding af trøjer, bluser, en enkelt nederdel og tørklæder, alle med fine detaljer og sjove finesser.

Og ikke mindst 3 rigtig flotte modeller til mænd. Kunne det mon nås til jul?

Kaffe Fasset: Overdådige Quilts

KAFFE FASSETT – OVERDÅDIGE QUILTS

Kaffe Fassetts nye, farvestrålende quilts er her fotograferet med bygninger i Porto og Lissabon som baggrund.

Inspirationen har Kaffe hentet i den portugisiske tradition for farverige flisevægge. Og det er et overvældende og vildt farveorgie, man bliver suget ind i.

Og glem ikke at holde øje med DK4, som har været i London og optage en portrætudsendelse hjemme hos Kaffe Fassett – en udsendelse som har fået fine anmeldelser.

Bamyak - 75% Yak, 25% Bambus

YAKOKSE OG BAMBUS?

Yak-oksens uld ses sjældent i vores del af verden. Yak-oksen lever i isolerede, højtliggende områder i Himalaya, hvor dyrene med deres enestående pelsuld sagtens overkommer det barske vejrlig og lave temperaturer.

Fibrene er bløde som cashmere og lige så gode til at holde på varmen. Blandingen med bambus tilfører garnet et smukt silkeagtigt skær og et flot fald. Denne kvalitet fås kun i én farve - flot dyb muskatbrun.

Namaste Needlebinder

STRIKKETASKER ER SAGEN

Hvis du har brug for en krydsning mellem en taske og et opbevaringssystem til dine strikketing, så kig lige på både Bagsmith’s og Namaste’s tasker, som er specielt designet til at holde orden på dine strikketing.

Et godt strikke-projekt fortjener en ordentlig opbevaring!

Sommerfuglen | Vandkunsten 3 | 1467 København K | tlf/fax: 33328290. Ønsker du fremover ikke at modtage vores nyhedsbrev, så afmeld dig venligst i Nyhedsmail-boksen i webshoppens venstre menubar.